M er en 21-årig kvinde, som Anne Klinte fik henvist gennem et jobcenter. Hun var en af deres tungeste klienter og hørte en nedladende og destruktiv stemme, var paranoid og hun så syner når hun bevægede sig ned i byen. Angsten var dominerende.
M fik 4 slags psykofarmaka og var voldsomt sederet af sin medicin. Hun sad træt og sløv ud på eftermiddagen og selvmordstankerne var hyppige. Hendes håb om forandring var nærmest ikkeeksisterende.
Hun boede i et bofællesskab for mennesker med psykiske problemer og havde kun sporadisk kontakt med de øvrige. Hun kunne ikke tage offentlige transportmidler. Hun var isoleret og lavede ikke noget.
De første par møder i februar 2019 handlede om at etablere en god og tillidsfuld kontakt samt at høre hvordan stemmerne, paranoiaen og synerne manifesterede sig. Jeg begyndte også at undervise i, hvordan stemmer kan forstås og takles.
Vi startede med at indkredse de forskellige symptomer, fx stemmen, synerne, paranoiaen og følelserne forbundet hermed. Vi gik i gang med at kortlægge stemmens udtryk. Hvornår kom den, hvad sagde den og hvordan, hvad gjorde hun, hvad følte hun osv. Vi benyttede et semistruktureret interviewskema, men forfulgte ofte et tema, når vi skønnede at det var vigtigt.
Vi talte om, hvad stemmens udtryk kunne betyde, når den talte nedladende og truende til hende eller styrede hendes handlinger og så undersøgte vi, hvad hun konkret kunne gøre. Ligeledes søgte vi løbende at forstå de sammenhænge symptomerne optrådte i og vi fandt nye mestrings-strategier, som M kunne øve sig på, når stemmen/synerne blev voldsomme og angsten manifisterede sig.
M havde én stemme, som talte ned til hende, truede hende, styrede hende, og den fortalte hende ofte, at hun var i fare/at hun skulle passe på eller at hun skulle skade andre. Hun oplevede, at den talte fra et sted lige bag panden.
M fik 4 forskellige præparater og var totalt dopet og havde selvmordstanker hver eftermiddag, fordi hun følte sig uduelig og som en klods om benet på sine nærmeste. Hun syntes, at det var et nederlag, at hun ofte så sig nødsaget til at melde fra til aftaler og at familien hele tiden skulle tage hensyn.
Langsomt fik M en større indsigt i, hvordan hun kunne tale med stemmen. Det havde hun aldrig gjort før, og hun var i starten bange for at gøre forsøget. Vi talte også om, hvordan hun kunne forstå̊ og takle de skræmmende syner, som hun indimellem så. (Stemmens udtryk afspejler Monas fortid, hendes aktuelle tilstand, hendes tanker, erfaringer, relationer og hendes omgivelser, og det er disse sammenhænge, vi langsomt forsøger at gøre tydeligere og finde løsninger på.)
M oplevede i løbet af de første 4-5 måneder, at hun fik bedre 'styr' på stemmen. Stemmen ændrede langsomt udtryk: Den blev mindre sur og dominerende og mere positiv. M fortalte, at det indimellem lykkedes hende at stoppe stemmen, når den sagde kritiske ting, ved at stoppe den verbalt. Hun talte til den, som var det en ven, der gik over stregen. Stemmen begyndte nu gradvist at accepterer hendes grænsesætning, og det var et meget positivt tegn på, at hun nu var begyndt at kunne sætte grænser for sig selv. M øvede sig i at sige fra - noget hun aldrig havde været god til – og hun øvede sig i at "stå op for sig selv".
I begyndelsen af vores arbejde var den meget store mængde medicin M blev behandlet med en stor barriere. Den betød, at hun var meget træt/udmattet hele tiden, dårligt tænkende og hun havde derfor ikke styrke og pondus til at bestemme selv. Stemmen havde magten og hun mistede ofte modet og fik suicidaltanker.
Sideløbende med vores samtaler fik M sat gang i en langsom nedtrapning af de fire præparater. En ad gangen.
Det stod hurtigt klart, at hun aldrig ville kunne komme sig på disse store mængder medicin. Medicinens bivirkninger havde frataget hende hendes evne til at komme sig. I takt med at hun fik mere energi og bedre kognition fortsatte vi vores samtaler om hendes liv, symptomer, drømme, identitet, håb, mening osv. Nu begyndte stemmen og hendes relation langsomt at ændre sig. Stemmen gik fra at være kritisk og bange til at komme med mere konstruktive indspark til dagens gøremål.
M fik midt i forløbet en lille krise. Hendes stemme kunne vredt beordre hende til at selvskade, begå selvmord eller at skade andre. Men ved hjælp af den forståelse for stemmen/synerne og de strategier vi havde arbejdet med, kunne hun denne gang klare det uden indlæggelse. Tidligere havde familien ikke kunne se anden udvej end indlæggelse, når hun blev dårlig. M havde også fået en større bevidsthed om, at en indlæggelse ofte resultere i enten mere medicin, eller at hun ikke fik lov til at trappe yderligere ned.
M var begyndt aktivt at kæmpe for at få det bedre, og hun fremstod nu tiltagende glad, smilende og afslappet, når jeg kom. Hun beskrev, hvordan hun havde fået mere energi i løbet af dagen og at hendes humør var bedre.
Vi arbejdede endnu en tid med at udbygge og vedligeholde de strategier, hun havde lært at håndtere sine symptomer med og hun fortsatte sin langsomme nedtrapning af de 4 præparater.
I løbet af efteråret ændrede M´s stemme sig til primært at observere og kommentere, de ting hun gjorde. Hun var nu nede på kun at få 2 slags neuroleptika og var fast besluttet på at vedblive med at trappe langsomt ud. Den energi og klarhed i tænkningen, som M opnåede ved at reducere i medicin-mængderne, har været medvirkende til succesen, idet hun fik mere overskud og mod til vores arbejdede med hendes stemme, selvmordstanker, paranoia, syner, lavt selvværd, håb, empowerment, mening o.l.
Ved juletid 2019 forsvandt stemmen helt og er ikke hørt siden. Synerne er også̊ forsvundet, ligesom angsten.
M påbegyndte et praktikforløb som kok i november 2019 og skiftede det ud med et fuldtidsjob i Rema i begyndelsen af 2020. Hun blev igen i stand til at køre med offentlige transportmidler. M fik dermed mulighed for at få en meningsfuld tilknytning til arbejdsmarkedet og kontakt til mennesker udenfor psykiatrien. Hun begyndte at sætte billeder på, hvad hun kunne tænke sig at uddanne sig til. Det er M´s drive for at vende tilbage og integrere sig i samfundet, som har en stor del af æren for det gode resultat.
I dag er M nede på 1 præparat neuleptika og vedbliver med at trappe langsomt ned. Hun tager HF med henblik på at søge ind på pædagogseminariet i sommeren 2021.
Mads på 25 år, henvender sig til Anne Klinte, da han er invalideret på grund af sin angst.
(Han havde fået et tip fra en anden klient, som hun havde hjulpet af med sine stemmer).
Problemer:
Mads havde en voldsom angst.
Han var bange i egen lejlighed.
Han turde ikke gå ud af lejligheden.
Han oplevede at blive overfaldet, når han gik rundt i byen. Han mente, at han var blevet overfaldet 8-9 gange de sidste 8 måneder.
Han skulle følges overalt.
Vi begyndte samarbejdet i januar 2021. Her var han atter indlagt pga. voldsom angst. Han var svært medicineret og lægerne var ved at opgive at hjælpe ham. De overvejede ECT.
Jeg kunne kun tale med ham i 30 min ad gangen, så kunne han ikke koncentrerer sig længere på grund af bivirkninger.
Det stod hurtigt klart, at Mads aldrig ville kunne komme sig på den store dosis medicin, han fik, da han var sederet og dårligt tænkende. Ved næste lægesamtale insisterede han på at få reduceret medicinen - på trods af stor modstand hos psykiater og kontaktperson.
Efter at være sat ned i medicin (fra 12 mg til 8mg Serdolect) kunne han nu koncentrere sig noget længere, når vi havde en samtale. Så nu kunne arbejdet begynde.
Livshistorien
Vi gik i gang med at kortlægge livshistorien med fokus på de vanskelige perioder, som han havde gennemlevet tidligere samt hans ressourcer.
Mads havde et uproblematisk liv til 18 årsalderen, hvor han oplevede et forventningspres i gymnasiet. Han følte sig træt, havde hovedpine og følte sig stresset. Efter ½ år begynder han at høre en stemme. Den forsvinder dog efter et års tid, da presset er afviklet, men hans tilstand præges i højere og højere grad af depression og opgivelse, hvorfor han henvises til Selvmordsforebyggelsescentret.
Efter en periode på 2-3 år, hvor han har haft det psykisk dårligt, henvises han til OPUS, fordi han oplever nogle påfaldende kropslige fornemmelser. Her er han i 3 år og afsluttes i en langt værre tilstand. Nu er angsten så voldsom, at den helt invaliderer ham. Han får store doser medicin som forsøg på behandling. Psykiaterne er opgivende og ved ikke hvad de skal stille op. Hans angst var blevet betegnet som psykotisk angst og han blev stillet i udsigt, at han aldrig ville slippe af med den.
Angsten og de medfølgende symptomer
Vi prøvede at finde ud af hvad angsten handlede om og han fortalte, at han var blevet overfaldet 8-9 gange de sidste 8 mdr. Det lød jo ikke så realistisk, og vi begyndte at identificere de overfald, som var mest sandsynlige.
Mads havde to episoder, som han var helt sikker på, var sket. En hændelse hvor han bliver passeret af en ung fyr med hættetrøje, som vredt kigger på ham, skubber og siger “hvad glor du på”. En anden hændelse hvor en bil passerer i høj fart, hvorfor han kigger på den. Ud springer føreren af bilen og går vredt hen imod ham og igen spørges han om, hvad han kigger på. Han ´fryser´(kort) og tager så benene på nakken.
Disse 2 voldsomme episoder gjorde ham så angst, at han efterfølgende dissocierede, når han passerede specielle mennesketyper eller steder i byen og han oplevede mikro-psykotiske episoder, når han gen-levede traumerne.
Hans psyke/angst reagerede ved at genskabe overfaldene i form af ´små filmklip´ (syns-hallucination), når han mødte en skummel type/karakterer, som lignede dem, som havde overfaldet ham eller når han passerede de steder, hvor traumerne var opstået.
Mads havde derfor hele tiden den opfattelse, at han blev overfaldet, når han gik rundt i byen - at det kunne ske når som helst. Det forstærkede i sagens natur hans angst. Nu optrådte angsten i en kontinuerlig sløjfe, hvor den fremkaldte overfaldet, som igen gjorde ham bange. Situationen var fastlåst.
Han blev tiltagende dårlig og psykiatriens svar var at skrue op for medicineringen. Det gjorde kun hans situation værre. Den voldsomme medicinering forværrede hallucinationerne, idet han mistede sine kræfter og evnen til at tænke (kognition). Begge ressourcer som han skulle bruge til at håndtere angsten og de øvrige symptomer.
Han blev derfor stækket i håndteringen af sin angst, virkelighedsopfattelse, synshallucinationerne, mm.
Vi gik logisk til værks. Vi kunne regne ud, at han ikke kunne være overfaldet 8 gange på 8 måneder. Da han begyndte at forstå sammenhængen mellem traumerne og hans angst/synshallucinationerne, så fik han en større tryghed. Han begyndte også at skubbe til de grænser han/angsten havde sat op for ham, ved at øve sig i at gå i bymiljøet. Først med en person og senere kunne han selv. I dette forløb udviklede han også en strategi, hvor han bare lige hurtig kiggede på folk og så sagde han beroligende til sig selv “ jeg stirrer ikke”. Det hjalp meget.
Peter Levines kropslige øvelser
Samtidig arbejdede vi med Peter Levines traumeteorier/øvelser. Der går indsatsen gennem kroppens fornemmelser og handler om at turde være i sine kropsfornemmelser, som har en sammenhæng med de traumer, eksistentielle problematikker, lavt selvværd etc. som en person kan slås med.
Vi arbejdede med at gå ned i kroppen og mærke efter ´fornemmelser´ som er bundet til angsten og traumerne. Han skulle beskrive dem og blive hængende længe nok til at fornemmelserne ændrede karakter og til sidst aftog. Da han havde forstået og oplevet, at han selv kunne være i angsten og at angsten aftog efter et stykke tid, blev det tiltagende lettere for ham at udvide sine grænser for sin ageren. Han fik mere og mere af kontrollen tilbage. Tidligere var han primært blevet opfordret til at aflede sig med aktiviteter eller medicin, nu kikkede han lidt efter lidt ´angsten i øjnene´.
Andre vigtige faktorer for recovery
Håbet om at kunne komme sig har været en stærk faktor i denne proces, ligesom den trygge relation vi opbyggede hen ad vejen. Mads fik ny viden under forløbet, begyndte at forstå de forskellige faktorer som henholdsvis fastholder og frisætter en.
Empowerment – at man få magten over sin tilværelse/behandling tilbage er et andet stærkt indsatsområde.
Fremtid
Efter 6 måneder har han det nu så godt, at han har søgt ind på en EDB-uddannelse. Medicinen er yderligere reduceret, han er nu nede på en 1/3 af startdosis og bivirkningerne er aftagende. Han tænker langt klarere og har fået mere energi. Han føler, at han igen kan tale med folk.
Mads ønsker at fortsætte sin nedtrapning i løbet af det næste år, hvis han vedbliver med at udvikle sig så positivt, men vil først godt i gang med studiet.
Hans mor er lykkelig. Hun siger, at hun har fået sin søn igen.