Mads på 25 år, henvender sig til Anne Klinte, da han er invalideret på grund af sin angst.
(Han havde fået et tip fra en anden klient, som hun havde hjulpet af med sine stemmer).
Problemer:
Mads havde en voldsom angst.
Han var bange i egen lejlighed.
Han turde ikke gå ud af lejligheden.
Han oplevede at blive overfaldet, når han gik rundt i byen. Han mente, at han var blevet overfaldet 8-9 gange de sidste 8 måneder.
Han skulle følges overalt.
Vi begyndte samarbejdet i januar 2021. Her var han atter indlagt pga. voldsom angst. Han var svært medicineret og lægerne var ved at opgive at hjælpe ham. De overvejede ECT.
Jeg kunne kun tale med ham i 30 min ad gangen, så kunne han ikke koncentrerer sig længere på grund af bivirkninger.
Det stod hurtigt klart, at Mads aldrig ville kunne komme sig på den store dosis medicin, han fik, da han var sederet og dårligt tænkende. Ved næste lægesamtale insisterede han på at få reduceret medicinen - på trods af stor modstand hos psykiater og kontaktperson.
Efter at være sat ned i medicin (fra 12 mg til 8mg Serdolect) kunne han nu koncentrere sig noget længere, når vi havde en samtale. Så nu kunne arbejdet begynde.
Livshistorien
Vi gik i gang med at kortlægge livshistorien med fokus på de vanskelige perioder, som han havde gennemlevet tidligere samt hans ressourcer.
Mads havde et uproblematisk liv til 18 årsalderen, hvor han oplevede et forventningspres i gymnasiet. Han følte sig træt, havde hovedpine og følte sig stresset. Efter ½ år begynder han at høre en stemme. Den forsvinder dog efter et års tid, da presset er afviklet, men hans tilstand præges i højere og højere grad af depression og opgivelse, hvorfor han henvises til Selvmordsforebyggelsescentret.
Efter en periode på 2-3 år, hvor han har haft det psykisk dårligt, henvises han til OPUS, fordi han oplever nogle påfaldende kropslige fornemmelser. Her er han i 3 år og afsluttes i en langt værre tilstand. Nu er angsten så voldsom, at den helt invaliderer ham. Han får store doser medicin som forsøg på behandling. Psykiaterne er opgivende og ved ikke hvad de skal stille op. Hans angst var blevet betegnet som psykotisk angst og han blev stillet i udsigt, at han aldrig ville slippe af med den.
Angsten og de medfølgende symptomer
Vi prøvede at finde ud af hvad angsten handlede om og han fortalte, at han var blevet overfaldet 8-9 gange de sidste 8 mdr. Det lød jo ikke så realistisk, og vi begyndte at identificere de overfald, som var mest sandsynlige.
Mads havde to episoder, som han var helt sikker på, var sket. En hændelse hvor han bliver passeret af en ung fyr med hættetrøje, som vredt kigger på ham, skubber og siger “hvad glor du på”. En anden hændelse hvor en bil passerer i høj fart, hvorfor han kigger på den. Ud springer føreren af bilen og går vredt hen imod ham og igen spørges han om, hvad han kigger på. Han ´fryser´(kort) og tager så benene på nakken.
Disse 2 voldsomme episoder gjorde ham så angst, at han efterfølgende dissocierede, når han passerede specielle mennesketyper eller steder i byen og han oplevede mikro-psykotiske episoder, når han gen-levede traumerne.
Hans psyke/angst reagerede ved at genskabe overfaldene i form af ´små filmklip´ (syns-hallucination), når han mødte en skummel type/karakterer, som lignede dem, som havde overfaldet ham eller når han passerede de steder, hvor traumerne var opstået.
Mads havde derfor hele tiden den opfattelse, at han blev overfaldet, når han gik rundt i byen - at det kunne ske når som helst. Det forstærkede i sagens natur hans angst. Nu optrådte angsten i en kontinuerlig sløjfe, hvor den fremkaldte overfaldet, som igen gjorde ham bange. Situationen var fastlåst.
Han blev tiltagende dårlig og psykiatriens svar var at skrue op for medicineringen. Det gjorde kun hans situation værre. Den voldsomme medicinering forværrede hallucinationerne, idet han mistede sine kræfter og evnen til at tænke (kognition). Begge ressourcer som han skulle bruge til at håndtere angsten og de øvrige symptomer.
Han blev derfor stækket i håndteringen af sin angst, virkelighedsopfattelse, synshallucinationerne, mm.
Vi gik logisk til værks. Vi kunne regne ud, at han ikke kunne være overfaldet 8 gange på 8 måneder. Da han begyndte at forstå sammenhængen mellem traumerne og hans angst/synshallucinationerne, så fik han en større tryghed. Han begyndte også at skubbe til de grænser han/angsten havde sat op for ham, ved at øve sig i at gå i bymiljøet. Først med en person og senere kunne han selv. I dette forløb udviklede han også en strategi, hvor han bare lige hurtig kiggede på folk og så sagde han beroligende til sig selv “ jeg stirrer ikke”. Det hjalp meget.
Peter Levines kropslige øvelser
Samtidig arbejdede vi med Peter Levines traumeteorier/øvelser. Der går indsatsen gennem kroppens fornemmelser og handler om at turde være i sine kropsfornemmelser, som har en sammenhæng med de traumer, eksistentielle problematikker, lavt selvværd etc. som en person kan slås med.
Vi arbejdede med at gå ned i kroppen og mærke efter ´fornemmelser´ som er bundet til angsten og traumerne. Han skulle beskrive dem og blive hængende længe nok til at fornemmelserne ændrede karakter og til sidst aftog. Da han havde forstået og oplevet, at han selv kunne være i angsten og at angsten aftog efter et stykke tid, blev det tiltagende lettere for ham at udvide sine grænser for sin ageren. Han fik mere og mere af kontrollen tilbage. Tidligere var han primært blevet opfordret til at aflede sig med aktiviteter eller medicin, nu kikkede han lidt efter lidt ´angsten i øjnene´.
Andre vigtige faktorer for recovery
Håbet om at kunne komme sig har været en stærk faktor i denne proces, ligesom den trygge relation vi opbyggede hen ad vejen. Mads fik ny viden under forløbet, begyndte at forstå de forskellige faktorer som henholdsvis fastholder og frisætter en.
Empowerment – at man få magten over sin tilværelse/behandling tilbage er et andet stærkt indsatsområde.
Fremtid
Efter 6 måneder har han det nu så godt, at han har søgt ind på en EDB-uddannelse. Medicinen er yderligere reduceret, han er nu nede på en 1/3 af startdosis og bivirkningerne er aftagende. Han tænker langt klarere og har fået mere energi. Han føler, at han igen kan tale med folk.
Mads ønsker at fortsætte sin nedtrapning i løbet af det næste år, hvis han vedbliver med at udvikle sig så positivt, men vil først godt i gang med studiet.
Hans mor er lykkelig. Hun siger, at hun har fået sin søn igen.
