Eksempel på samtaleforløb med stemmehører

M er en 21-årig kvinde, som jeg fik henvist gennem et jobcenter. Hun var en af deres tungeste klienter og hørte en nedladende og destruktiv stemme, var paranoid og hun så syner, når hun bevægede sig ned i byen. Angsten var dominerende.
M fik 4 slags psykofarmaka og var voldsomt sederet af sin medicin. Hun sad træt og sløv ud på eftermiddagen og selvmordstankerne var hyppige. Hendes håb om forandring var nærmest ikkeeksisterende.
Hun boede i et bofællesskab for mennesker med psykiske problemer og havde kun sporadisk kontakt med de øvrige. Hun kunne ikke tage offentlige transportmidler. Hun var isoleret og lavede ikke noget.

De første par møder i februar 2019 handlede om at etablere en god og tillidsfuld kontakt samt at høre hvordan stemmerne, paranoiaen og synerne manifesterede sig. Jeg begyndte også at undervise i, hvordan stemmer kan forstås og takles.
Vi startede med at indkredse de forskellige symptomer, fx stemmen, synerne, paranoiaen og følelserne forbundet hermed. Vi gik i gang med at kortlægge stemmens udtryk. Hvornår kom den, hvad sagde den og hvordan, hvad gjorde hun, hvad følte hun osv. Vi benyttede et semistruktureret interviewskema, men forfulgte ofte et tema, når vi skønnede at det var vigtigt.
Vi talte om, hvad stemmens udtryk kunne betyde, når den talte nedladende og truende til hende eller styrede hendes handlinger og så undersøgte vi, hvad hun konkret kunne gøre. Ligeledes søgte vi løbende at forstå de sammenhænge symptomerne optrådte i og vi fandt nye mestrings-strategier, som M kunne øve sig på, når stemmen/synerne blev voldsomme og angsten manifisterede sig.
M havde én stemme, som talte ned til hende, truede hende, styrede hende, og den fortalte hende ofte, at hun var i fare/at hun skulle passe på eller at hun skulle skade andre. Hun oplevede, at den talte fra et sted lige bag panden.
M fik 4 forskellige præparater og var totalt dopet og havde selvmordstanker hver eftermiddag, fordi hun følte sig uduelig og som en klods om benet på sine nærmeste. Hun syntes, at det var et nederlag, at hun ofte så sig nødsaget til at melde fra til aftaler og at familien hele tiden skulle tage hensyn.
Langsomt fik M en større indsigt i, hvordan hun kunne tale med stemmen. Det havde hun aldrig gjort før, og hun var i starten bange for at gøre forsøget. Vi talte også om, hvordan hun kunne forstå̊ og takle de skræmmende syner, som hun indimellem så. (Stemmens udtryk afspejler Monas fortid, hendes aktuelle tilstand, hendes tanker, erfaringer, relationer og hendes omgivelser, og det er disse sammenhænge, vi langsomt forsøger at gøre tydeligere og finde løsninger på.)
M oplevede i løbet af de første 4-5 måneder, at hun fik bedre 'styr' på stemmen. Stemmen ændrede langsomt udtryk: Den blev mindre sur og dominerende og mere positiv. M fortalte, at det indimellem lykkedes hende at stoppe stemmen, når den sagde kritiske ting, ved at stoppe den verbalt. Hun talte til den, som var det en ven, der gik over stregen. Stemmen begyndte nu gradvist at accepterer hendes grænsesætning, og det var et meget positivt tegn på, at hun nu var begyndt at kunne sætte grænser for sig selv. M øvede sig i at sige fra - noget hun aldrig havde været god til – og hun øvede sig i at "stå op for sig selv".
I begyndelsen af vores arbejde var den meget store mængde medicin M blev behandlet med en stor barriere. Den betød, at hun var meget træt/udmattet hele tiden, dårligt tænkende og hun havde derfor ikke styrke og pondus til at bestemme selv. Stemmen havde magten og hun mistede ofte modet og fik suicidaltanker.
Sideløbende med vores samtaler fik M sat gang i en langsom nedtrapning af de fire præparater. En ad gangen.
Det stod hurtigt klart, at hun aldrig ville kunne komme sig på disse store mængder medicin. Medicinens bivirkninger havde frataget hende hendes evne til at komme sig. I takt med at hun fik mere energi og bedre kognition fortsatte vi vores samtaler om hendes liv, symptomer, drømme, identitet, håb, mening osv. Nu begyndte stemmen og hendes relation langsomt at ændre sig. Stemmen gik fra at være kritisk og bange til at komme med mere konstruktive indspark til dagens gøremål.
M fik midt i forløbet en lille krise. Hendes stemme kunne vredt beordre hende til at selvskade, begå selvmord eller at skade andre. Men ved hjælp af den forståelse for stemmen/synerne og de strategier vi havde arbejdet med, kunne hun denne gang klare det uden indlæggelse. Tidligere havde familien ikke kunne se anden udvej end indlæggelse, når hun blev dårlig. M havde også fået en større bevidsthed om, at en indlæggelse ofte resultere i enten mere medicin, eller at hun ikke fik lov til at trappe yderligere ned.
M var begyndt aktivt at kæmpe for at få det bedre, og hun fremstod nu tiltagende glad, smilende og afslappet, når jeg kom. Hun beskrev, hvordan hun havde fået mere energi i løbet af dagen og at hendes humør var bedre.
Vi arbejdede endnu en tid med at udbygge og vedligeholde de strategier, hun havde lært at håndtere sine symptomer med og hun fortsatte sin langsomme nedtrapning af de 4 præparater.
I løbet af efteråret ændrede M´s stemme sig til primært at observere og kommentere, de ting hun gjorde. Hun var nu nede på kun at få 2 slags neuroleptika og var fast besluttet på at vedblive med at trappe langsomt ud. Den energi og klarhed i tænkningen, som M opnåede ved at reducere i medicin-mængderne, har været medvirkende til succesen, idet hun fik mere overskud og mod til vores arbejdede med hendes stemme, selvmordstanker, paranoia, syner, lavt selvværd, håb, empowerment, mening o.l.
Ved juletid 2019 forsvandt stemmen helt og er ikke hørt siden. Synerne er også̊ forsvundet, ligesom angsten.
M påbegyndte et praktikforløb som kok i november 2019 og skiftede det ud med et fuldtidsjob i Rema i begyndelsen af 2020. Hun blev igen i stand til at køre med offentlige transportmidler. M fik dermed mulighed for at få en meningsfuld tilknytning til arbejdsmarkedet og kontakt til mennesker udenfor psykiatrien. Hun begyndte at sætte billeder på, hvad hun kunne tænke sig at uddanne sig til. Det er M´s drive for at vende tilbage og integrere sig i samfundet, som har en stor del af æren for det gode resultat.
I dag er M nede på 1 præparat neuleptika og vedbliver med at trappe langsomt ned. Hun tager HF med henblik på at søge ind på pædagogseminariet i sommeren 2021.