Undersøgelsen udspringer af en undren over, at nogle personer med alvorlige sindslidelser har så vanskeligt ved at påbegynde recovery-processer/forandringsprocesser.
Undersøgelsen er baseret på seks kvalitative interview af personer med tidligere sindslidelser, der er kommet sig.
Undersøgelsen har en interaktionistisk indfaldsvinkel, og fokuset er tosidigt.
Første del søger at skabe forståelse for udviklingen af sekundær afvigelse (en patient/klient rolle) samt af identitetsforandringer, der er præget af en oplevelse af at være sårbar, kronisk syg, passiv og derfor ude af stand til at skabe positive forandringer for sig selv. Anden del ser på de faktorer der medvirker til vendepunktet - til recovery processens start.
Første del er inddelt i tre afsnit.
Indledningsvis belyses den psykiatriske institutions rolle i udviklingen af afviger adfærden og identitetsforandringen vha. Goffmans "Den sindslidendes moralske karriere", Howard Beckers "Outsider" og Lemerts "Primary and secondary deviation". Andet afsnit ser på identitetsforandringer i skabelsen af patient/klient rollen - i diagnostiseringsprocessen. Til dette formål benyttes Margaretha Jarvinen og Nana Mik-Meyers "At skabe en klient". Tredje afsnit i første del handler om krænkelser i mødet mellem den sindslidende og det professionelle psykiatriske system. Axel Honneth har med sin anerkendelsesteori skabt mulighed for at analysere de konsekvenser, det disrespektsfulde møde får for den sindslidendes identitet.
Anden del af undersøgelsen ser på faktorer, der medvirker til vendepunktet, og her er tre hovedområder. Første hovedområde er individets motivation for forandring, og det belyses vha. William R. Millers og Stephen Rollnicks "Motivationssamtalen". Andet område er andres betydning for vendepunktet, som ses i lyset af Axel Honneths anerkendelsesbegreb, og endelig analyseres de midler, der kan have betydning for vendepunktet i form af pension, arbejde, medicin og aktiviteter vha. teorielementer af Alain Topor.
Undersøgelsen viser, at der fortsat sker mortifikationsprocesser i den sindsslidendes møde med det psykiatriske hospital, der bevirker, at identiteten skades, at skabelsen af den sindslidende medfører et karaktermæssigt stigma, der bevirker at den sindslidende handikappes yderligere, samt at det professionelle møde præget af disrespekt og manglende anerkendelse bevirker en nedbrydelse af selvtilliden, selvagtelsen og selvværdet - med negative konsekvenser for handlingskapaciteten.
Vendepunktet er afhængig af, at den sindslidende er i kontakt med anerkendende omgivelser, der kan medvirke til at genskabe personens tro på egne evner. Derved skabes mulighed for forandring. Midler som arbejde, medicin, pension og aktiviteter kan alle i forskellig grad styrke vendepunktet afhængig af, hvordan og hvornår de benyttes.
I perspektiveringen slås der til lyd for et paradigmeskift i psykiatrien, så sygdom, diagnose og medicinering nedtones og erstattes af en mere direkte problemløsningstilgang med fokus på udvikling af nye mestringsstrategier - med den sindslidende og dennes livshistorie som centrale omdrejningspunkter. En psykiatrisk praksis, hvor anerkendelse er det grundlag, samarbejdet foregår på, og hvor recovery er et helt naturligt mål.
Undersøgelsen er baseret på seks kvalitative interview af personer med tidligere sindslidelser, der er kommet sig.
Undersøgelsen har en interaktionistisk indfaldsvinkel, og fokuset er tosidigt.
Første del søger at skabe forståelse for udviklingen af sekundær afvigelse (en patient/klient rolle) samt af identitetsforandringer, der er præget af en oplevelse af at være sårbar, kronisk syg, passiv og derfor ude af stand til at skabe positive forandringer for sig selv. Anden del ser på de faktorer der medvirker til vendepunktet - til recovery processens start.
Første del er inddelt i tre afsnit.
Indledningsvis belyses den psykiatriske institutions rolle i udviklingen af afviger adfærden og identitetsforandringen vha. Goffmans "Den sindslidendes moralske karriere", Howard Beckers "Outsider" og Lemerts "Primary and secondary deviation". Andet afsnit ser på identitetsforandringer i skabelsen af patient/klient rollen - i diagnostiseringsprocessen. Til dette formål benyttes Margaretha Jarvinen og Nana Mik-Meyers "At skabe en klient". Tredje afsnit i første del handler om krænkelser i mødet mellem den sindslidende og det professionelle psykiatriske system. Axel Honneth har med sin anerkendelsesteori skabt mulighed for at analysere de konsekvenser, det disrespektsfulde møde får for den sindslidendes identitet.
Anden del af undersøgelsen ser på faktorer, der medvirker til vendepunktet, og her er tre hovedområder. Første hovedområde er individets motivation for forandring, og det belyses vha. William R. Millers og Stephen Rollnicks "Motivationssamtalen". Andet område er andres betydning for vendepunktet, som ses i lyset af Axel Honneths anerkendelsesbegreb, og endelig analyseres de midler, der kan have betydning for vendepunktet i form af pension, arbejde, medicin og aktiviteter vha. teorielementer af Alain Topor.
Undersøgelsen viser, at der fortsat sker mortifikationsprocesser i den sindsslidendes møde med det psykiatriske hospital, der bevirker, at identiteten skades, at skabelsen af den sindslidende medfører et karaktermæssigt stigma, der bevirker at den sindslidende handikappes yderligere, samt at det professionelle møde præget af disrespekt og manglende anerkendelse bevirker en nedbrydelse af selvtilliden, selvagtelsen og selvværdet - med negative konsekvenser for handlingskapaciteten.
Vendepunktet er afhængig af, at den sindslidende er i kontakt med anerkendende omgivelser, der kan medvirke til at genskabe personens tro på egne evner. Derved skabes mulighed for forandring. Midler som arbejde, medicin, pension og aktiviteter kan alle i forskellig grad styrke vendepunktet afhængig af, hvordan og hvornår de benyttes.
I perspektiveringen slås der til lyd for et paradigmeskift i psykiatrien, så sygdom, diagnose og medicinering nedtones og erstattes af en mere direkte problemløsningstilgang med fokus på udvikling af nye mestringsstrategier - med den sindslidende og dennes livshistorie som centrale omdrejningspunkter. En psykiatrisk praksis, hvor anerkendelse er det grundlag, samarbejdet foregår på, og hvor recovery er et helt naturligt mål.