Sindslidende bliver ikke raske af at ligge i sengen

Jrn Ditlev Eriksen

Det er godt at psykiatrien i den nye finanslovsaftale, tilføres flere penge, men det er bekymrende, at så mange af midlerne er ørermærket til flere sengepladser, da der på verdensplan ikke findes forskning eller praksiseksempler der understøtter, at det er fornuftigt at investere i flere sengepladser. Det vil derfor være en katastrofe for psykiatrien, hvis finanslovens tilførte bevillinger bliver spildt på flere sengepladser. Det er dyrt og ineffektivt, og det er uforståeligt, at der stort set ikke findes fagfolk, journalister eller politikere der stiller det simple spørgsmål: Hvorfra ved vi at flere sengepladser er en god ide? Det er vel normal praksis, at der skal være evidens for så stor en investering, og det er der ikke!

På en konference argumenterede Dansk Psykiatrisk Selskabs formand Gitte Ahle for at vi mangler sengepladser. Jeg spurgte hende derfor om hun kunne nævne en undersøgelse eller et praksiseksempel på verdensplan der viser, at så mange sengepladser som hun ønsker vil give god kvalitet. Det kunne hun ikke, men hun mente, at det var argumentation nok, at vi kan konstatere, at sengepladserne ofte er fyldt op, at det ofte er nødvendigt at tvangsudskrive patienter og at vi derfor mangler sengepladser.
Dette er en simpel logik, men den har ikke noget fagligt belæg, da der kan være mange andre forklaringer på at sengepladserne er fyldt op. F.eks. kunne det være fordi, at den nuværende behandlingsindsats ikke gør mennesker raske og sengene derfor sander til eller det kan skyldes, at den ambulante og forebyggende indsats er for dårlig?

Det er interessant, at mens der ikke findes forskning eller praksiseksempler der understøtter at flere sengepladser er en god ide. Så findes der mange modsatte eksempler på, at tilbud med langt færre sengepladser giver langt bedre kvalitet. Så al viden og evidens peger på, at vi skal bruge de ekstra penge på at lave bedre ambulante og let tilgængelige tilbud, og dermed forebygge at mennesker med psykiske problemer for behov for indlæggelse.

I f.eks. Trieste i Italien kan de hjælpe fem gange så mange sindslidende for kun 37% af den økonomi det kræver at drive en sengebaseret psykiatri. Og de har tilmed langt bedre resultater end vi har i Danmark. De har ingen lukkede afdelinger, bruger ikke tvang, har stort set ikke retspsykiatriske patienter, ingen sindslidende er hjemløse og de driver indenfor denne økonomiske ramme tilmed en lang række beskæftigelsestilbud.
Psykiatrien i Trieste er bygget op omkring let tilgængelige lokale centre, hvor den primære indsats er ambulant. De har ganske få sengepladser som borgerne kan benytte, hvis de er i en akut krise.

Det ville også være faglig logisk at lade os inspirere af den netværks og samtaleorienterede faglige tilgang “Åben Dialog”, som er en primær ambulant indsats, som har været praktiseret i mange år i Vestlapland i Finland. De kan fremvise imponerende forskningsresultater i form af hjælpsomme psykiatritilbud, hvor mange mennesker bliver raske og dermed ikke fylder op i sengene.

Der er intet nyt i at det fagligt set er mest fornuftigt at bygge en psykiatri op omkring den ambulante indsats. Da vi etablerede distriktspsykiatrien i starten af 90’erne var det ud fra samme faglige tankegang. Og tilbage i 1999 konkluderede danske psykiatere i en medicinsk teknologivurdering, at der er videnskabelig dokumentation for, at det giver bedre kvalitet at udbygge den ambulante psykiatri og reducere antallet af senge, hvilket var startskudet til etableringen af de opsøgende psykoseteam, som var inspireret af Madison-modellen.

Hverken distriktspsykiatrien eller de opsøgende psykoseteam i Danmark kunne reproducere de samme positive resultater, som de internationale psykiatritilbud der havde udviklet modellerne. Jeg er overbevist om, at grunden til at det ikke lykkedes var fordi, at vi fastholdte den primært medicinske forståelsesramme i disse tilbud og aldrig forstod at omstille os til den brugerfokuseret, helhedsorienteret, samtalebaseret og tværvidenskabelig tilgang som de oprindelige modeller byggede på.
Jeg arbejdede selv mange år i distriktspsykiatrien, og jeg husker tilbage på en tid, hvor vi primært forsøgte at hjælpe mennesker med medicinsk behandling. På samme måde som man gør i distriktspsykiatrien i dag. Og sørgelig nok, så kan jeg ikke huske nogen patienter der blev raske af vores behandling.

For mig at se er det faglig logisk, at det ikke er fornuftigt at gøre sengepladser til den centrale psykiatriske indsats. Den sengebaseret psykiatri er baseret på at psykiske problemer primært skal løses via medicin. Udover at forskning peger på, at langtidsbehandling med psykofarmaka er mere skadelig end gavnlig, så er det naivt at tro, at psykiatriske patienter skal færdigbehandles på et sengeafsnit.

Mange mennesker med psykiske problemer står i dag frem og fortæller om, hvorfor de fik et psykisk sammenbrud. Når man læser disse fortællinger, så er der stort set altid en kontekstforklaring på, hvorfor de psykiske problemer opstod.
Derfor skal hjælpen foregå ambulant, der hvor problemerne er opstået, så borgeren kan lære at håndtere sine problemer i sine vante omgivelser. Så kan behandlerne gradvis trække sig tilbage i takt med at borgeren får det bedre, uden de problemer der ofte opstår efter en udskrivelse, hvor borgeren pludselig skal håndtere livet i egen bolig.

Så lad os ikke spilde pengene på flere sengepladser, men i stedet for bruge pengene på lokale centre som I Trieste og en forståelse og tilgang som i “Åben Dialog”. Der er dokumentation for at begge “tilgange” skaber meget positive resultater, så det vil være fagligt logisk at kombinere disse to “tilgange”, hvilket man iøvrigt har gjort i en række nye lokale centre i Polen. Ifølge forskningen vil dette betyde, at langt flere mennesker vil blive raske, brugen af tvang vil blive minimeret og brugertilfredsheden vil eksplodere.

Vi har allerede en lang række positive erfaringer og kompetencer, som vi kan bruge når vi skal opbygge disse lokale centre.
I forhold til at etablere lokale centre som ikke primært arbejder ud fra en medicinsk forståelse, så er der vigtige erfaringer og kompetencer at trække på fra de kommunale akuttilbud. F.eks. har det lettilgængelige akuttilbud i Lyngby-Taarbæk kommune mange års positive erfaringer med at hjælpe mennesker i akutte kriser. Udover en ambulant helhedsorienteret indsats, så kan de også tilbyde en sengeplads i den akutte fase, så borgeren kan få hjælp til at genfinde kontrollen.

I forhold til den faglige tilgang “Åben dialog”, så har de bl.a. i det ungdomspsykiatriske kriseteam i Augustenborg skabt positive resultater siden år 2000 ved at arbejde ud fra åben dialogs principper. Der har også igennem mange år hos fagfolk været stor interesse for at dygtiggøre sig i forhold til åben dialog, og i dag findes der en 2 årig uddannelse i Åben dialog i Danmark, så der er hundredevis af danske medarbejdere der har videreuddannet sig i denne tilgang.
Så vi har vigtige erfaringer og mange kompetente medarbejdere, der kan kan sikre en hjælpsom faglig tilgang i de lokale centre.

Så hvis vi skal stoppe den psykiatriske epidemi i Danmark, så skal vi ikke kaste flere penge efter sengepladser, hvor der primært arbejdes ud fra en medicinsk forståelse, men investere i hjælpsomme tværvidenskabelige, let tilgængelige lokale ambulante tilbud.
Det er evidensbaseret sund fornuft.

“Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang som skabte dem” - Albert Einstein

Jørn Ditlev Eriksen

seng