Den Psykiatriske Epidemi af Robert Whitaker

den psykiatriske epidemi whitaker

I denne bog undersøger den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker mysteriet:

Hvorfor er antallet af invaliderede, psykisk syge mennesker eksploderet i den vestlige verden I samme periode, som de nyere psykofarmaka er kommet på markedet?

Whitaker går grundigt og videnskabeligt til værks. Det gav ham i USA prisen for årets bedste bog inden for undersøgende journalistik, "IRE 2010 Book Award."

Han opbygger sin argumentation ved at analysere den historiske udvikling og ved at gennemgå en lang række akademiske undersøgelser. Whitaker har styr på sine data, og selv om han er grundig i sin gennemgang af de akademiske og historiske fakta, så får man næsten oplevelsen af at læse en spændende roman. Den afdækker en viden, der vender op og ned på det, som mange troede var sikker viden inden for psykiatrien.

Whitaker slår store huller i dansk psykiatris faglige fundament, og bogen er derfor fundamentalt vigtig, hvis vi vil ændre psykiatrien i en effektiv og positiv retning. For i takt med at den nuværende "evidensbaserede praksis" på mange områder falder til jorden, så viser Whitaker også via bogens personlige beretninger og forskningsresultater, at der er en vej fremad, som kan sikre bedre resultater for mennesker med psykiske lidelser.

Pris: kr. 274,- + porto

Offentlige institutioner skal benytte et EAN-nummer og skrive organisationens navn.

BESTIL BOGEN

Bogens Titel*
Indtast bogens titel!
Antal bøger*
Hvor mange bøger ønsker du at bestille?
Institutionens navn
Invalid Input
EAN-nummer
Invalid Input
Navn*
Indtast dit navn!
Adresse*
Indtast din adresse!
Postnr.*
Indtast postnummeret!
By*
Invalid Input
Tlf.:
Invalid Input
E-mail*
Indtast din e-mailadresse!
Sikkerhedskode* Sikkerhedskode
Indtast sikkerhedskoden!

Svend Brinkmanns anmeldelse af bogen i Politiken.

Han gav bogen fem hjerter. Politiken anmeldelse

Prisvindende journalist skriver tankevækkende bog om psykiatrien
Videnskabsjournalisten Robert Whitaker mener at medicin skaber patienter.

Ikke siden antipsykiatrien i 1960’erne har psykiatrien været så omstridt som i disse år. I takt med at flere og flere diagnosticeres og behandles, øges kritikken af især det voksende forbrug af psykofarmaka.

I dag er det omtrent hver femte amerikaner, der dagligt anvender medicin mod psykiske sygdomme, mens det f.eks. er mere end 8 procent af danskerne, der alene tager antidepressiv medicin.

På trods af vores angiveligt høje lykkeniveau er Danmark blandt de lande i verden, hvor der forbruges allermest antidepressiva (der udskrives cirka en halv gang mere end gennemsnittet for OECD-landene).

Antipsykiatriens kritik for et halvt århundrede siden var, at selve ideen om psykiske sygdomme er en myte. I dag er dette kritiske synspunkt sjældent, og oftere hævder psykiatrikritikken, at de eksisterende diagnoser er blevet overinkluderende og sygeliggør alt for mange.

Med sin prisvindende bog om ’Den psykiatriske epidemi’ fremfører den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker en tredje slags kritik.

Mere skade end gavn
Han accepterer både ideen om psykiske sygdomme og den gældende diagnostiske praksis som gyldig, men mener, at den dominerende medicinske behandling gør mere skade end gavn.

Peter Gøtzsche, der er professor ved Rigshospitalet og leder af Det Nordiske Cochrane Center (der undersøger effekten af medicinske præparater), konkluderer skarpt i sit forord til bogen:

»Vore borgere ville være langt bedre stillet, hvis vi fjernede alle psykofarmaka fra markedet«. Så er det sagt – men hvad er baggrunden for dette radikale udsagn?

I sin bog benægter Whitaker ikke, at nogle patienter på kort sigt har gavn af psykofarmaka.

Men hans analyse af en stor mængde videnskabelig litteratur om langtidsvirkninger af medicinen peger på, at patienter, der ikke tager antidepressiv, angstdæmpende, antipsykotisk (f.eks. mod skizofreni) eller centralstimulerende (f.eks. mod adhd) medicin, klarer sig langt bedre end dem, der behandles med disse stoffer.

En statistisk gåde
Bogen er bygget op omkring et ganske simpelt spørgsmål: Hvordan kan det være, at der er kommet flere og flere psykisk syge, siden man opdagede de første psykofarmaka i 1950’erne?

Man burde jo egentlig se en omvendt udvikling, hvor antallet af syge falder i takt med, at der kommer nye former for medicin.

Det logiske ville være, at symptomerne ville blive færre, når man rullede behandlingerne ud, men det modsatte er sket.

Hvorfor mon? Det er bogens gåde, og Whitakers svar er, at det i stort omfang er selve behandlingen, der skaber symptomerne: Pillerne forværrer simpelthen de langsigtede forløb, mener han.

Medicinalindustriens spin
I modsætning til, hvad mange tror, er der ingen evidens for, at psykiske sygdomme skyldes ’kemisk ubalance’ i hjernen. Stort set ingen forskere tror f.eks. længere, at depression skyldes serotoninmangel, eller at skizofreni hænger sammen med dopaminoverskud.

Ifølge Whitaker er disse udbredte forklaringer en slags spin, der er skabt af medicinalindustrien og fortsat eksisterer i offentligheden.

Han mener, at medicinen i stedet for at reparere kemisk ubalance faktisk forstyrrer hjernens normale funktion og skaber en masse problemer for patienterne.

Det gælder ifølge Whitaker også for adhd, der er blandt de mest omdiskuterede diagnoser i Danmark, og hvor udskrivningen af centralstimulerende midler som Ritalin er steget med mange hundrede procent for forskellige aldersgrupper på ganske få år.

Velresearchet og nøgtern
Biologien bag adhd er fortsat ukendt, skriver Whitaker, og han hævder, at de bedste studier af langtidsvirkningerne af centralstimulerende medicin viser, at symptomerne forværres, og problemer med skolen og politiet forøges, hvis man tager medicin.

Dette er uhyre tankevækkende og fører til alskens dilemmaer i praksis, idet der samtidig er mange eksempler på børn, unge og voksne, der har haft gavn af medicinen.

Whitakers statistikker og langtidsstudier kan nemt støde sammen med psykiateres erfaringer med konkrete patienter.

Den kritiske litteratur om psykiatrien skæmmes ofte af konspirationsteorier og tvivlsom ideologi, men Whitakers bog fremstår helt anderledes som en velresearchet og nøgtern gennemgang af medicinens virkninger, dog krydret med dramatiske case-historier om patienter, som han har interviewet.

Det sidste ord er ikke sagt

Med Whitakers bog er det sidste ord bestemt ikke sagt om psykofarmaka, og bogens svaghed er, at den ikke for alvor overvejer andre mulige årsager til den psykiatriske epidemi end medicinen.

Det kunne f.eks. være, at de samfundsmæssige betingelser i senmoderniteten gør os særlig sårbare over for at udvikle psykiske lidelser, eller det kunne være, at de psykiatriske diagnoser i dag er udvidet så meget, at de fanger alle mulige andre end de syge.

Whitaker accepterer psykiatrien og dens diagnoser i deres grundform, og han diskuterer alene pillernes negative langtidsvirkninger som forklaring på »den psykiatriske epidemi«. Det gør han godt og overbevisende og med henvisning til et væld af videnskabelige studier. Forhåbentlig kan bogen skabe en debat, der gør os alle klogere til gavn for patienterne.

Det skal nævnes, at bogens sidste kapitel handler om løsninger, dvs. alternativer til en rent medicinsk behandling. Her kommer Whitaker bl.a. ind på ’åben dialog’, et succesrigt finsk koncept, der baserer behandlingen på patientens sociale netværk.

I forhold til den bastante kritik af den psykofarmakologiske behandling er dette kapitel lidt tyndt, og man kan håbe, at bogen i en eventuel kommende andenudgave lader de gode alternativer fylde meget mere, og at disse også granskes for deres langtidsvirkninger.